Om købmanden, der forstrakte kongen med penge

Joachim Irgens var en af datidens storkøbmænd, som efterhånden blev så rig, at han udlånte store summer til landets konge - endog så mange, at kongen ikke så sig i stand til at betale dem og i stedet overdrog sin kreditor en herregård (Vestervig) som vederlag for gælden. Det kunne han - Frederik den III - gøre i kraft af, at slottene nu var kongens eje, idet adelens magt var brudt ved enevældens indførelse.

Joachim Irgens liv var et eventyr i den store stil - en pengematador, som ikke blot boede på herregården Vestervig Kloster, men også byggede sig en flot bolig i København, hvor han i vintertiden hyggede sig med sine venner. Hans frue, Cornelia Bickers, forstod at omgive sig med den fornødne luksus og betragtedes i hovedstaden som den rige matadors fornemme hustru. Den efter datidens forhold flotte bolig var beliggende på hjørnet af Strandgade og Baadsmandsstræde, præget af Chr.d.IV's byggemåde i nyere barokstil.

Joachim Irgens blev født i Itsehoe 1611 og fik sin første opdragelse på det nærliggende slot, Breitenburg, der ejedes af Gert Rantzau, som efter hin tids skik lod sin søn Christian opdrage sammen med et par borgersønner, hvoraf den anden var Heinrich Müller, senere Danmarks rentemester.
Først studerede Irgens medicin - sikkert inspireret af sin broder, Johannes Irgens, som var læge i byen. Dernæst var Irgens kammerpage hos den unge adelsmand Frederik Urne, og senere kammertjener for landets konge, Christian d. IV, for hvem Irgens hurtig blev ret uundværlig. I 1646 fulgte han den gamle konge på hans sidste rejse til Norge med det formål at undersøge, om der i den af jægeren Hans Aasen fundne kobbermine ved Røros skulle skjule sig noget af det norske guld, som han så længe havde håbet at finde. Det havde han efter krigen hårdt brug for til den slunkne statskasse.

Kongen nåede ikke længere end til Trondhjem, da man frarådede ham den anstrengende tur ud i den golde fjeldørken. Men den snu kammertjener indhentede oplysninger om, at selv om minen ikke indeholdt guld, så kunne den udvundne kobbererts blive til uvurderlig rigdom for den rette mand. Men hertil krævedes en omstødelse af det privilegium, som kongen allernådigst havde givet til stedets præst.

På en senere rejse til Holsten fremlagde Irgens sagen for kongen således, at det ville være trist, om den rette finder, Hans Aasen, ikke fik det, som han tilkom, når privilegiet var overdraget provsten. Så fiffigt snakkede han for sin herre, at denne i Rendsborg d. 19. okt. 1646 meddelte ”vor kammertjener Joachim Irgens” kongelig privilegium på driften af Røros bjergværk mod at holde finderen skadesløs. Han ilede straks til Norge og fik ordnet det pengemæssige med Hans Aasen og de tidligere priviligerede til alles tilfredshed. Han var da allerede en velstående mand, idet han var en af forpagterne af handelen på Færøerne.

Da Chr. IV døde i 1648, stod Joachim Irgens som bjergværksejer, men han nøjedes med at lede det fra København og engang imellem aflægge et besøg deroppe. Det viste sig hurtigt, at gruberne var righoldige og kunne gennem perioder beskæftige 3-400 mand, og Irgens ansatte derfor en bestyrer.
Broderen Johannes flyttede med sin familie til Røros, og både denne og senere en søn, Henning, blev dygtige bestyrere. I det følgende år forpagtede han alle kronens kobberværker i Norge og blev en hovedrig mand. Den store mængde kobber afsatte han i Holland og kom her i forbindelse med andre handelsgrene, som han drev i stor stil og erhvervede sig så store rigdomme, at han kunne låne Frederik d. III 60.000 rigsdaler, hvilken sum foruden leveringerne under svenskekrigen voksede betydeligt. For at få sit tilgodehavende valgte han at lade sig betale i jordegods. På denne måde erhvervede han det store krongods Vestervig Kloster. Men dette var kun begyndelsen, thi foruden krongods på Stevns og hele det nordlandske gods i Norge, købte han gård og gods af Just Høg og Henrik Jul Gjorsky (skal formentligt være Gjorslev - KV), og den tidligere kammertjener var nu en af de største godsejere i landet.

Således førte han kostbart hus i Vestervig, København og i Amsterdam, hvor han ofte opholdt sig som følge af sine vidtforgrenede forretninger. Desuden skulle han jo gerne imponere de hovedrige handelsfyrster i Amsterdam, og det er her i Amsterdam han møder sin hustru, Cornelia Bichers, hvis familie var dygtige handelsfolk og beklædte indflydelsesrige stillinger i Holland. Irgens havde en pragtfuld bolig i Amsterdam, desuden et landsted som han kaldte ”Irgendal”, hvor han efter datidens skik havde et utal af tjenere at føde og klæde. Højdepunktet af sit stormandsvælde nåede han vel d. 16. juli 1662, da han modtog den danske kronprins Christian og fejrede ham som gæst i sit hollandske hjem i Amsterdam.

Men nu kommer nedgangstiden for Irgens. Krigen forringede godsejernes indtægter, og de mange ”huse”, selskaber og mægtige tjenerhold kostede uhyre summer. Det tærede på kapitalen. For at udbetale løn til de mange arbejdere i Røros måtte han gang på gang rejse lån i de amsterdamske handelshuse. Dog trods den truende økonomiske situation nedrev han Vestervig Klosters solide bygninger og indkaldte den berømte arkitekt Pieter Rogers fra Utrecht, som opførte en pragtfuld hovedbygning i Charlottenborg stil, et imponerende stamhus for den æt, som han gennem sine sønner, Gerhardt og Henrik, håber at blive stamfader til. Desuden lod Irgens afholde overdådige fester i København. Og alt dette måtte ende galt.

I Røros fik arbejderne ikke deres løn, hvilket resulterede i, at de bemægtigede sig en ladning kobber, der skulle afsendes til Holland. Brodersønnen Henning kunne ikke ene klare oprøret og sendte bud til faderen, som over hals og hoved drog ham til undsætning. Da han kom til Røros, blev hans gård omringet af de forbitrede arbejdere, og da Joachim Irgens trak sværdet af skeden og søgte at splitte mængden, kastede de sig over Irgens og brodersønnen, idet de overdængede dem med slag og spark.
Det ville have endt med en katastrofe, hvis ikke den tapre og ædle fru Cornelia, der, selv om hun var højt frugtsommelig, havde ledsaget sin mand på rejsen, havde kastet sig ind i mængden for at beskytte sin mand. Dette syn vakte folkene til besindelse, og de trak sig tilbage. Dog havde de vundet den sejr, at Irgens måtte rejse hjem med uforrettet sag. Hans klage til kongen blev afvist, idet hans slette styre blev anvist som grund til balladen. Dette var et grundskud for den stolte Irgens, og fra det øjeblik begyndte kreditorerne at overfalde ham. Handelshusene i Amsterdam gjorde udlæg i Gjorslev og Røros. Men midt i sin fornedrelse oplevede han og hans sjældne hustru den glæde, at Irgens ophøjedes i Adelsstanden under navnet ”von Westerwiig” - vel en påskønnelse for hans ar- bejde med at rette Danmark op efter de hærgende krige. Men kort var lykken - allerede året efter i 1675 døde Irgens 64 år gammel.

Irgens enke måtte efterhånden give afkald på de fleste af sine godser til kreditorerne, som ikke mindst nu ville gøre deres ret gældende. Således svandt de mange rigdomme, som en mand ved dygtighed og snille havde samlet sammen, men han bærer den største skyld selv, idet han ville glimre og hæve sig op over andre i storhed og magt, men oplevede også det, at alt er forgængeligt.
Cornelia Bickers boede nu kun i Vestervig, hvor hun måtte kæmpe med tiltagende fattigdom, men tilsidst fik hun en ordning, som gav hende roligere dage. I 1690 antog hun Peder Nielsen Mollerup som forvalter, og dygtig og snu som han var, forstod han at få det ordnet således, at han overtog gården mod at svare en årlig livrente til Cornelia Bickers. Det var i hvert fald en meget lille ydelse for den ædle Cornelia at blive spist af med. Fruen flyttede derpå til København, hvor hun boede til sin død.

Peder Nielsen Mollerup (nu om dage almindeligvis Moldrup - KV) er den herremand, som pinte sine bønder og som ved afstraffelsen af en Røn-bonde, der mistede livet ved ”polsk buk”, fik en stor proces på halsen.

Cornelia Bickers skænkede i 1679 en meget smuk tolvarmet lysestage til Vestervig kirke, der også i dag hænger lige ud for prædikestolen. På den massive kugle under lysekronen læser man bl. a.:

H. A. Riis Olesen

Ovenstående er afskrift af en artikel i Thisted Amts Tidende den 3. januar 1964.

Her følger en afskrift af Riis-Olesens artikel fra 1964. Det er lidt ærgerligt, at der ikke er oplyst kilder til artiklen. Så havde der været noget at arbejde videre med.

Hvis din kone kommer til Vestervig med sit fotografiapparat, kunne det nok være en god idé at fotografere den lysekrone, som Cornelia Bickers i 1679 forærede til Vestervig kirke. Men selve kirken er også et foto værd. Den er Danmarks største landsbykirke og udgjorde i sin tid den nordlige fløj af Vestervig Kloster. De øvrige fløje er nu for længst nedrevet, og kun kirken står tilbage. Den hovedbygning, som Joachim Irgens lod opføre, nedbrændte 30-40 år senere. I Historisk Årbog 2003 side 96 findes der en gengivelse af et maleri af den hovedbygning, som Peder Nielsen Moldrup lod opføre efter branden. Bagved hovedbygningen (der bestod af tre fløje) ses kirken.

Med venlig hilsen - og god fornøjelse.

Kristian Visby

formand for Historisk Samfund for Thy og Vester Hanherred.
(som ligger ved Limfjorden i N-Jylland i Danmark)